hjerte

Hypnose

Hvad er hypnose og hypnoterapi?

Denne side har jeg skrevet til dig, som vil vide mere om hypnosetilstanden og hypnoterapi, som ofte er en del af mine sessioner, da det er en meget effektiv metode til at skabe forandringer.

Fup og fakta om hypnose

Der er mange misforståelser om, hvad hypnose er og mange associerer hypnose med noget mystisk. Mange har en opfattelse af, at man i hypnosen sover / er i dyb trance, hvor man mister kontrollen og dermed er underlagt hypnotisøren, som kan få en til at sige eller gøre ting, også mod ens vilje. En naturlig – og fejlagtig – opfattelse, som mange har fra tv og showhypnose.

Vi skal huske, at hypnoseshows er underholdning! Her bringer hypnotisøren en deltager i hypnose og får derefter vedkommende til at lave nogle forskellige sjove ting til morskab for publikum. For at få et godt show, vælger hypnotisøren altid en deltager til scenen, som er højt hypnotiserbar.

I hypnoterapi arbejder vi målrettet med en problemstilling eller uhensigtsmæssig adfærd, som man ønsker at få ændret. Når årsagen til denne adfærd er fundet, bruger hypnotisøren nogle terapeutiske teknikker, giver forslag til ændring af adfærden eller tilfører de nødvendige ressourcer, som man har brug for.

Ordet “hypnose” stammer fra den græske søvngud Hypnos. Men det er et fejlagtigt udtryk, da hypnose intet har med søvn at gøre. Hypnose er blot et udtryk for den frekvens hjernebølgerne er på. Målinger af hjerneaktivitet viser, at der i hypnose er tale om en såkaldt alfa- eller thea-aktivitet og ikke en delta-aktivitet, som i søvn.

Fakta om hypnose

  • Du mister ikke kontrollen
  • Du sover ikke
  • Du kan ikke forblive fast i hypnose
  • Dine sanser og følelser skærpes under hypnosen
  • Du husker alt
  • Ingen kan hypnotiseres mod sin vilje
  • Hypnose er en helt almindelig tilstand
  • Vi kan kun ændre det, som du selv ønsker!

Hypnosetilstanden og hjernebølger

Din hjerne producerer hele tiden elektriske impulser. Denne aktivitet i din hjerne kan måles som “hjernebølger”. Hjernebølgerne fortæller noget om din sindstilstand.

Når du i dagligdagen er aktiv, løser opgaver og interagerer med andre mennesker, er du i dit såkaldte bevidste sind, hvor du er bevidst om miljøet omkring dig og hjernen er tænkende og analytisk. Hjernesvingningerne er her på såkaldt beta-aktivitet.

Når du lukker øjnene og gradvist begynder at slappe af, ændrer hjernebølgerne sig til alfa-aktivitet, hvor du er i en tilstand mellem dit bevidste og ubevidste sind. Med alfabølger føler du dig afslappet og rolig. Her kan du udøve fokuseret meditation og reducere stress, angst, smerter og ubehag.

Jo dybere afslappet du bliver, desto mere vil den kritiske og analyserende del af din hjerne træde i baggrunden og det er her, at den dybe hypnosetilstand opstår. Ofte er du her i det niveau, som kaldes thea-aktivitet.

Du er her meget mere modtagelig for forslag f.eks. fra din hypnotisør, da den kritiske sans neutraliseres. Du kan her udnytte det potentiale, som findes i din underbevidsthed, fremfinde gamle erindringer, du kan bedre mærke din intuition og dine følelser og du har kontakt til den kreative del af dit sind, din fantasi og forestillingsevne. Når du er på theaniveau, kan du danne nye forbindelser mellem dine hjerneceller og på den måde skabe varige ændringer i din hjerne – og dermed i din adfærd og dit liv.

Hypnose er en naturlig tilstand

Du er i hypnose flere gange dagligt, da det er en naturlig tilstand, som ofte opstår spontant i din hverdag. Du kender det bl.a. i form af dagdrømmeri / at falde i staver, når du læser en god bog / ser en god film og er helt opslugt af historien og mister tidsfornemmelsen, eller når du er ude og køre og pludselig konstaterer, at du er fremme ved målet uden at huske detaljerne fra køreturen; Du er fysisk tilstede, men mentalt et helt andet sted. Om aftenen, når du falder i søvn, bevæger du dig også naturligt ned igennem de hypnotiske lag, inden søvnen indtræder. Det kan også være, at du går og kigger efter din mobiltelefon eller dine nøgler og ikke kan få øje på dem – og så pludselig ser du, at de ligger på bordet foran dig! Alle disse er eksempler på naturlig hypnosetilstand, som du oplever hver eneste dag.

Denne daglige selvhypnose sker, fordi hjernen har behov for at komme ned i svingninger – hjerneaktiviteten falder fra betabølger til alfa- eller det dybere theaniveau, hvor du er i en hypnotisk tilstand. Når hjernebølgerne bliver endnu langsommere, kommer de ned på delta-niveau og du falder i søvn.

Hvem kan hypnotiseres?

Som udgangspunkt kan alle hypnotiseres, forudsat at de ønsker det og er villige til at følge hypnotisørens instruktioner. De fleste mennesker er rigtig gode til at gå i hypnose og nogle har brug for at prøve det nogle gange, før de går rigtig dybt.
Der er dog nogle enkelte undtagelser f.eks. psykisk syge, psykotiske eller udviklingshæmmede personer, som de fleste hypnoterapeuter normalt ikke arbejder med.

Børn er naturligt i hypnose op til 90% af deres vågne tid. Delta-aktivitet er den dominerende hjerneaktivitet hos børn op til 1 år og theta-aktivitet er helt normal hos børn op til 13 år. Da hjernen først er færdigudviklet, når vi er 25 år er børn og unge oftest nemme at arbejde med i hypnose.

Hvad er hypnoterapi?

Hypnoterapi er en terapeutisk behandlingsform, hvor hypnose udgør en central del af behandlingen. Hypnoterapi er med andre ord terapi i hypnose. Hypnose og hypnoterapi er et effektivt redskab, som kan hjælpe dig med at forandre gamle vaner, mønstre og overbevisninger og kan motivere dig til at gøre de ting, som du længe har drømt om, men måske har skubbet foran dig gennem længere tid.

Hypnoterapi tager udgangspunkt i de hypnotiske grundprincipper om, at du under hypnose er åben og modtagelig for hypnoterapeutens forslag til forandringer. I hypnose er du i en tilstand, hvor dine sanser er skærpede og du er 100% fokuseret på det hypnoterapeuten siger og foreslår. Du vil ikke acceptere forslag fra hypnoterapeuten, der ikke er i overensstemmelse med dine ønsker, etik og moralbegreber. Du kan følge med i alt hvad der foregår, og hører alt, hvad der bliver sagt. Du vil også altid kunne afbryde hypnosen, hvis du har behov for det. Efter sessionen vil du normalt huske alt, hvad der er foregået.

Hypnosens historie går mere end 200 år tilbage. Hypnoterapi har været anerkendt af lægevidenskaben siden 1958 og har været brugt som bl.a. bedøvelse og til at kurere psykosomatiske sygdomme.

Hypnoterapi virker hurtigt og effektivt – når vi arbejder i det underbevidste sind virker terapien 10 gange hurtigere end ved bevidst samtaleterapi som f.eks. psykologsamtaler, hvor samtaleterapien er med åbne øjne og hvor der arbejdes med det bevidste sind.

Mange opsøger en hypnoterapeut efter have prøvet alt mulig andet; lægebesøg, psykolog, andre terapiformer, medicinering eller diverse slankekure, rygeafvænningsmidler m.m. — og uden rigtig at føle, at de er kommet deres problem til livs! Jo, måske har nævnte gjort, at symptomerne er blevet mindre eller er kommet “under kontrol”, men årsagen til problemstillingen er der stadig!

Rigtig mange mennesker har det, som kaldes psykosomatiske sygdomme. Det kan vise sig som mavepine, hudsygdomme, allergier, migræne, uspecifikke smerter – og hos børn kan det også vise sig som tics, forstoppelse, sengevædning m.m.

En psykosomatisk sygdom viser sig ofte som fysiske sygdomstegn og forandringer i kroppen, men er fremkaldt af psykologiske grunde f.eks. belastninger ved stress, indre konflikter og fortrængninger. Derfor kan lægen ikke finde nogen fysisk forklaring / årsag til disse symptomer.

I hypnoterapi arbejder vi med at finde årsagen til den problemstilling / uhensigtsmæssige adfærd, som du kommer med. Når vi har fundet årsagen, kan vi via hypnoterapi arbejde med denne. Vi neutraliserer den udløsende årsag og lægger et “nyt program” / overbevisning ind i din underbevidsthed, hvor vi erstatter den uhensigtsmæssige adfærd med positive og livsbekræftende følelser og mønstre.

Det bevidste og det ubevidste sind

Med vores bevidste sind (den bevidsthedstilstand vi er i, når vi er fuldt vågne) har vi evnen til at tænke logisk og analytisk. Det bevidste sind har en begrænset hukommelse, idet vi kun kan håndtere 7-9 informationer på én gang.

Det ubevidste / underbevidste sind kan til gengæld fokusere på flere millioner informationer på samme tid! I vores underbevidsthed lagres alt hvad vi ser, hører, dufter, smager og fornemmer – alle vores sanseoplevelser bliver husket og lagret her lige fra det øjeblik vi blev skabt. Alt hvad vi oplever i vores liv husker vores underbevisthed. Det er således en kæmpe biologisk harddisk af informationer.

Det betyder bl.a. at positive, ressourcegivende oplevelser, hvor vi virkelig har følt os trygge og glade, er lagret her. Men også alle de negative oplevelser, som f.eks. har givet os traumer.

Mange af de ting vi udfører i det daglige sker på “autopilot” og er derved styret af vores underbevidsthed eller ubevidste sind. F.eks. at gå eller at cykle er noget vi har tillært, og er noget vi bare gør, uden at tænke over det. Det kan også være, at du helt automatisk dukker dig eller tager hænderne op foran hovedet, hvis der kommer en bold flyvende hen imod dit ansigt. En reaktion og handling, som du slet ikke tænker over.

Det samme gælder tillærte overbevisninger, mønstre, vaner og adfærd. Det gælder både de gode vaner og overbevisninger, der støtter os, giver os tilfredshed og glæde i tilværelsen, men også de vaner og overbevisninger, der ikke er så hensigtsmæssige, men som forårsager problemer for os i vores hverdag. Det kan være angst, overspisning, jalousi, rygning, tvangstanker, lavt selvværd m.m.

Fra vi er børn tillærer vi os en bestemt opførsel, en reaktion, på de ting, som sker omkring os. Hver gang noget lignende sker, aktiveres og gentages vores fysiske og følelsesmæssige reaktion, der er tilknyttet den bestemte hændelse i vores underbevidsthed. Derfor er alle uhensigtsmæssige vaner, tanke- og handlemønstre en selvhypnose, som er resultatet af vores tidligere oplevelser. Så når man oplever, at man har en uhensigtsmæssig adfærd, vane, tankegang osv. så skyldes det tidligere indlæringer i underbevidstheden, der kommer på baggrund af forskellige oplevelser.

Ved at få forståelse for følelserne ved hjælp af hypnoterapi, kan du opleve en stærk frigørelse fra gamle, negative følelser, tanke- og adfærdsmønstre og på den måde skabe nye sunde overbevisninger. Du vil dermed begynde at opleve livet, dig selv og andre med større rummelighed og bruge din energi på konstruktive og tilfredsstillende ting.

Måske er du ikke selv klar over, hvad der har forårsaget din uhensigtsmæssige adfærd, men i hypnosen er der adgang til dine fortrængte oplevelser og følelser i underbevidstheden.

I hypnosen arbejder vi med underbevidstheden og kan sætte dit analytiske sind på “stand-by”, det er dette, som gør terapiformen så effektiv. Det er her, vi i fællesskab kan få adgang til at arbejde med din underbevidsthed, der har direkte adgang til det indlærte, tidligere oplevelser, følelser og overbevisninger. Alle de vaner og mønstre du gennem livet har tillært dig. Når vi arbejder i det underbevidste sind, kan vi skabe balance og fjerne årsagen og derefter forandre dine følelser, tanker og adfærd i den positive retning, du ønsker det.

Når årsagen til ens uhensigtsmæssige adfærd er behandlet, er den positive forandring varig og det påvirker hele ens liv positivt, ofte også på andre områder end forventet!

Underbevidstheden fungerer på samme måde som et tandhjul, så når man drejer på det ene hjul, så påvirker det også de andre. På samme måde kan flere problemstillinger påvirke hinanden og når man bearbejder det ene problem vil mange opleve, at det har en positiv indflydelse på andre områder i ens liv.

Selvhypnose

Man kan, helt ubevidst, komme til at hypnotisere sig selv negativt. Negativ selvhypnose virker ligeså effektivt som positiv selvhypnose. Vi kan få det rigtig dårligt, og endda gøre os selv syge, ved at have en depressiv, pessimistisk og ængstelig tankegang.

Ingen mennesker er født fobiske, som rygere, med tvangstanker eller panikangst, lavt selvværd eller andet, det er noget der kommer til, noget vi tillærer os, udløst typisk allerede i barndommen.

I hypnoterapien kan vi ændre den selvhypnose, så man får en ny ønsket adfærd, tanke- og handlemønstre. På den måde kan følelsesmæssige konflikter, blokeringer og symptomer fjernes og du vil genfinde din livsenergi, indre tryghed og glæde, så du kan fungere på den måde, som er optimal for dig.

Vores uhensigtsmæssige adfærd handler således om, at vi ikke handler korrekt på vores følelser, men at de er blevet undertrykt. Vi håndterer ofte disse misforståede følelser ved at skabe en uhensigtsmæssig adfærd for at dulme følelsen, som at begynde at ryge, overspise, drikke for meget etc.